Forår i regionen Castagniccia Mare e Monti

Castagniccia Mare e Monti, en overflod af grønt

Rejseforslag til påskeferie i Castagniccia Mare e Monti med langfredagens religiøse optog.

Dag 1 : Spring ud i det

Ankomst til Korsika

Velkomst i landsbyen Venzolasca og indkvartering på Bed & Breakfast.

Besøg i landsbyen Venzolasca med kirken, kapeller, samt i landsbyen Vescovato.

Om aftenen deltagelse i den traditionelle korsikanske langfredag, ”Catenacciu”, hvor man bl.a. kan overvære optoget i landsbyen Cervione.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 2 : Casinca i al sin skønhed

Efter morgenmaden stiger I på cyklerne klar til at udforske de mange mountainbikeruter gennem unikke landskaber. Om eftermiddagen er der besøg hos en producent af slagteriprodukter i Loretu di Casinca, hvor I kan få smagsprøver af de lækre lokale specialiteter, som vil pirre jeres smagsløg. Efter smagsprøverne kan man gå på opdagelse i landsbyen, som bl.a. byder på en sublim 180 grader panoramaudsigt over Bastia-regionen.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 3 : Castagniccia åbner sine døre

Efter morgenmaden går turen til landsbyen Penta di Casinca, den eneste landsby, der i sin helhed er klassificeret som korsikansk kulturarv. Mærk historiens vingesus, mens I går rundt i de små charmerende gader. Senere kan I få følelsen af frihed med en ridetur på stranden med vinden blæsende igennem håret. Om eftermiddagen kan man få en introduktion til vindyrkning på en vingård, selvfølgelig med smagsprøver inkluderet. Herefter går turen til Piedicroce med besøg hos en landsbykøbmand med lokale produkter. En lille gåtur derfra ligger Orezza-klosteret.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 4 : Et skud frisk luft

Efter morgenmaden er det tid til at nyde naturen med en kort vandretur, hvor I kan besøge udspringet af Orezza-kilden samt den nærliggende landsby Rapaggio og smage på den naturligt kulsyreholdige mineralvand. Eftermiddag på egen hånd.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 5 : i hjertet af Costa Verde

Efter morgenmaden kan I gøre stop i landsbyen Carcheto-Brustico for at beundre Struccia-vandfaldet og bare slappe af. Herefter venter landsbyen Felce, hvor den står på smagning af småkager og kager lavet på kastanjemel. Det er rent guf for den søde tand. Om eftermiddagen starter turen i landsbyen Cervione med hyggelige små gader, domkirke og museum med kunst og eksempler på fortidens lokale folkeliv og traditioner.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 6 : Så letter vi!

Efter morgenmaden er det tid til at se tingene fra en ny vinkel, nemlig med en introduktion til paragliding (valgmulighed) hvor I flyver rundt over landskabet og de små byer. Eftermiddagen bliver mere afslappet med et besøg på wellnesscenter, hvor der er mulighed for en lang række behandlinger for både krop og sjæl.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 7 : Mærk korsika

Afgang efter morgenmaden mod en producent af olivenolie, hvor der er mulighed for at smage på de lokale produkter. Om eftermiddagen går turen til et atelier med naturkosmetik, hvor den står på skønheds- og wellness-produkter med alle mulige dufte og effekter. Ikke langt derfra kan man besøge en botanisk have og gå på opdagelse blandt planter og dufte til æteriske olier. Herefter er der mulighed for stop ved Ucelulline-vandfaldet, hvorfra man kan tage en snoet bjergvej tilbage til landsbyen.

Aftensmad på egen hånd og overnatning i Venzolasca. 

Dag 8 : En kort tur og så skal vi hjem (ja, allerede…)

Efter morgenmaden drager I afsted mod Parc Galéa, et slags udstillingsvindue for hele øen. Her præsenteres Korsika fra sine forskellige vinkler og giver de besøgende masser af viden om lokal natur, kultur og traditioner gennem virtuelle og legende udstillinger.

Kom godt hjem og på snarligt gensyn. 

Mere information+

Locate