image

By Nathalie the 27.05.2021

Korsika byder dig velkommen

Korsika, tusind smagsoplevelser og know-how at opdage gennem årstiderne

Korsika. En verden af yppige dufte og fyldige vine, smægtende gastronomi, rige muligheder for jagt og fiskeri, hjemsted for nedarvede håndværkstraditioner og overleveringer. Er der nogetsteds, man har sans for kunsten at leve og dele den med andre, så er det på Korsika.

Livskvalitet

Når blot man er nysgerrig efter at kende til korsikanernes historie og traditioner, er de ikke sene med at dele den på deres egen autentiske facon med de besøgende. På de små skyggefulde torve rundt omkring i landsbyerne eller hjemme hos dem selv er de åbne og imødekommende og snakken kan ofte gå til sent ud på aftenen.

 

Gastronomi

Korsikas charcuterivarer slår alt og alle, simpelthen fordi dyrene traditionelt får lov at boltre sig frit omkring i øens ege- og kastanjeskove. Rundt om på markederne, i butikkerne og i landsbyerne får man gerne en smagsprøve på specialiteterne coppa, Figatellu, Lonzu m.m. På samme måde fremstiller hver dal selv sine oste, fx Venacais eller Niolin, og højere oppe på bjergskråningerne dyrker hver region sine egne AOC kontrollerede vine.

Dialog

Korsikanerne er stærkt knyttet til deres kultur, som de holder i hævd, men der er ikke noget de hellere vil end at dele den med andre. Hvert år er der på de mange markeder og fødevaremesser, butikker og restauranter rig mulighed for at få smagsprøver på friske olivenolier, diverse kastanjespecialiteter, udsøgte honninger, vine fra Patrimonio og Sartène m.m. En overflod af forskellige smagsoplevelser.  Smag på Korsika fra nord til syd og oplev øens traditionelle kunsthåndværk, hvor særlig knivsmedearbejde og smykkekunst er i centrum.

Idéer

Tag fx en tur omkring vinkyperne for at lære øens 10 AOC-vine at kende eller tag ud i den korsikanske maki, når foråret står for døren, og berus dig i markblomsternes svimlende duft. Gå på opdagelse på de mange madmarkeder med skønne vine, oste, olivenolier, kastanjer, honning. Indimellem er der de religiøse festligheder, der alt sammen er med til at gøre øens kalenderår spændende og varieret. Der bliver rig mulighed for at tage for sig af retterne og lære den ægte korsikanske gastronomi at kende. Luk dørene op til kunsthåndværkernes værksteder ude i de små landsbyer og hils på pottemagerne, pibedrejerne, specialisterne i beskæring af oliventræer osv. Alle kan de deres håndværk, som de med glæde giver dig en demonstration på.

Det kan du lave

Blandt de mange festlige arrangementer, der årligt afholdes på Korsika, er det sværeste at vælge dem ud, man gerne vil deltage i. Hvad enten de er religiøse eller verdslige, sportslige eller kulturelle, ja så er der stemning ved dem alle. Det kan være kanokonkurrencer, sangfestivaller, religiøse processioner. Ideen med dem er altid at dele noget værdifuldt, at opleve en sjælden stemning. Loppemarkedet søndag morgen i Bastia eller Napoleonsfesterne i Ajaccio er gode forslag, og skal den stå på fuldstændig afslapning, er der kunsthåndværkermarkedet/dyrskuet i Castagniccia.

Smutture

I slutningen af marts er der fest for den nye olivenolie i Sainte Marie de Tallano. Her er der rig mulighed for at aflægge besøg på egnens møller og smage på årets produktion. I april i Sartène kan man tage en tredages tur i byen og den omkringliggende maki samt overvære den store procession Langfredag: U Catenacciu. I juni er der mulighed for at nyde jazzens skønne toner på jazzfestivalen i Calvi og samtidig opleve den berømte fæstning samt landsbyerne i Balagne-egnen.

 

Further information

On the same subject

GASTRONOMIE CORSE

Unmissable offers

GASTRONOMIE CORSE